Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner
Træd ind i Taiwans komplekse og fascinerende verden med bogen ‘Taiwan – politik, historie og samfund,’ men vær forberedt på en forvirrende rejse, der kan skade din forståelse mere, end den hjælper. Taiwans historie og nutidige situation er kompliceret, og det kræver en nøjagtig og dybdegående indsigt at udlægge dem. Desværre gør denne bog det hele lidt mere kompliceret ved at indeholde fejl, rodede definitioner og mangel på nuancer på afgørende områder.
Bogen ’Taiwan – politik- historie og samfund’ kunne ellers have været en rigtig brugbar bog. Men det er den ikke. Den går helt gal når bogen beskriver, at Taiwan er ”principielt også en del af Folkerepublikken Kina”, at Taiwan blev ”optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001, dog under det krav, at Taiwan fik status som en ’special region’ under Folkerepublikken Kina i WTO”, at Taiwan var en ”kinesisk provins i 1945-1949”, og at Taiwan blev givet til Kina under anden verdenskrig.
For den offentlige debat er en definition af et-Kina-politikken af central betydning, men bogen formår ikke korrekt at definere dette centrale punkt, men forvirrer læseren i, hvad er der Kinas politik og hvordan f.eks. vestens forskellige ’Et-Kina ’-politikker er formuleret.
Herudover fremføres der ingen dokumentation for, at det store oppositionsparti, nationalistpartiet, KMT er populært blandt de unge taiwanere, og for ”DPP’s anti-kinesiske politik”. I Taiwan Corner kender vi i hvert fald ikke til sådanne undersøgelser.
Samlet set gør det, at bogen er nødsaget til at blive læst meget kritisk. Det gælder også nogle spørgsmål, der stilles i bogen, om hvorvidt Taiwans historie er sin egen eller en del af Kinas. I bogen beskrives det, at dette ”er endnu sværere at afgøre, når vi kigger på Taiwans nyere historie efter 1949”. Det kan man have en akademisk dialog om, men faktum er, at Taiwan og Kina naturligvis har hver deres egen historie med fælles berøringsflader som mange andre nationer.
Bogen “Taiwan – politik, historie og samfund” er tiltænkt gymnasiale uddannelser, universitetet og andre interesserede. Jeg finder bogen uegnet til undervisning eller oplysning om Taiwan.
Lad mig gå dybere ned i nogle nedslagspunkter i bogen.
Ét-Kina-politikken
Bogens kapitel 13 med overskriften ”Tal ordentligt til far! Taiwan set fra Kina” handler også om ét-Kina-politikken.
Kapitlet er upræcist mht. begreberne og får aldrig defineret et-Kina politikken korrekt. Læseren efterlades med indtrykket, at ét-Kina-politikken er ens i Kina og i f.eks. EU og USA, men det er ikke tilfældet. USA har sin egen et-Kina politik, og EU har en anden ét-Kina-politik. Fælles for f.eks. EU’s og USA’s ét-Kina-politik er, at de ikke anser Taiwan som en del af Kina.
Et eksempel på en beskrivelse af ét-Kina-politikken findes på side 225, og det er ikke til gavn for oplysningen og fremtidige dialoger. Hvad værre er, at bogen postulerer, at USA ”har tilsluttet sig ”et-Kina-princippet”, som er betegnelsen på Kinas version af ’et-Kina-politikken’. Under ’et-Kina-princippet’ er Taiwan en del af Kina, og dette er på ingen måde USA’s politik. Det er meget afgørende i tekster at adskille ét-Kina-princippet og de forskellige ét-Kina-politikker da disse begreber er optræder i den offentlige debat og er meget forskellige. Bogen citerer også Folkerepublikken Kinas udenrigsministerium for at henvise til ét-Kina-princippet.
I det tidligere kapitel 11 ”Taiwan i centrum for stormagtskonfrontationer mellem Kina og USA” er det problematisk, at det i kapitlet beskrives, at ”USA anerkender Kinas ’et-Kina-princip’. Det er problematisk, fordi det kræver en uddybning. Ordet ”anerkende” betyder at acceptere at noget eksisterer, forholder sig på en bestemt måde eller er sandt. USA har aldrig godkendt Kinas ’Et-Kina-princip’ om, at Taiwan er en del af Kina. Den nuancering bør fremgå, men er udeladt. USA bruger ordet ”acknowledge”, der i denne sammenhæng bør oversættes til, at USA noterer sig Kinas syn på sagen.
Handel, økonomi og WTO
Et ellers godt kapitel 4 ”Taiwan økonomiske udvikling i det 20. og 21. århundrede” om den økonomiske udvikling i Taiwan også under den japanske kolonisering bliver utroværdigt, når Taiwan pludseligt beskrives, som en ”kinesisk provins” fra 1945 til 1949, og at Taiwan blev ”optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001, dog under det krav, at Taiwan fik status om en ’special region’ under Folkerepublikken Kina i WTO”.
Faktum er, at Taiwan er et fuldgyldigt medlem af WTO – sidestillet med Kina– og på ingen måde er underlagt Folkerepublikken Kina i WTO. Taiwan er en separat toldunion bestående af Taiwan, Penghu, Kinmen and Matsu.
I perioden fra 1945 til 1949 administrerede Republikken Kina Taiwan på vegne af de allierede. Status for Taiwan var endnu ikke afgjort. Det kom først med San Francisco-traktaten i 1952, hvor Japan afgav Taiwan uden at sætte navn på adressaten. Derfor er Taiwans status i dag uafklaret [Ref 1].
Taiwans eksport til Kina udgør 40% og har ligget stort set stabilt her siden 2005. Bogen nævner blot, at Taiwan er ”i dag dybt afhængig af samhandlen med Kina” og giver nogle tal, der er svære at forholde sig til, når de ikke sættes i kontekst af den samlede handel. Det fremgår ikke, hvor afhængig Kina rent faktisk er af Taiwans eksport, der netop er en af grundene til, at Kinas sanktioner mod Taiwan fokuser på landbruget, der udgør omkring 2% af eksporten. Sanktionerne, som Kina pålægger Taiwan, er derfor mere symbolske end reelle.
Uafhængighed og Taiwans identitet
Uafhængighed og Taiwans identitet behandles flere steder i bogen, f.eks. under beskrivelsen af valg i Taiwan.
Valgene i Taiwan bliver behandlet i kapitlet om Taiwans nyere historie. Her fremgår det, at taiwanerne i dag er ”splittet på især spørgsmålet om uafhængighed fra Kina, og hvad der ligger i at være taiwanere i det 21. århundrede”. Det er noget vrøvl, eftersom 70% mener, at Taiwan er en selvstændig nation. At den politiske ledelse bliver udskiftet fra tid til anden, skyldes flere forhold, dog fylder indenrigspolitiske årsager mest. Der er langt større konsensus om Taiwans uafhængighed, end bogen giver udtryk for. Jeg har meget svært ved at se, at skift mellem KMT og DPP også er et udtryk for taiwanernes splittelse om uafhængighed.
Kapitel 5 med titlen ”Taiwansk selvforståelse og national identitet under forandring” beskriver på udmærket vis de to dominerende politiske partier, det nuværende regeringsparti DPP og nationalistpartiet KMT, med deres respektive tilgang til Kina, hvor KMT modsat DPP ønsker større samkvem med Kina, imens DPP lægger betoningen på Taiwan som et selvstændigt land uden for Kina.
Kapitel 5 går mere i dybden med uafhængighed og Taiwans identitet. Kapitlet fremhæver, at den taiwanske identitet er vokset enormt og i dag siger 63,7% af de opfatter sig som taiwanere, mens kun 2,4% siger, at de er kinesere. Bogen bruger mest tid på at skrive om dem, der opfatter sig både som kinesere og taiwanere som er 30,4%. Her beskriver bogen, at stigningen i den taiwanske identitet ikke betyder, at ”taiwanerne slet ikke identificerer sig med Kina og kinesisk kultur” som påskud for at fokusere på denne gruppe. Men er det ikke mindst lige så interessant at fokusere på den overordnede trend, at taiwanerne bliver mere taiwanske?
I bogen beskrives det, at den voksende nationale identitet ikke nødvendigvis ”hænger sammen med et voksende ønske om uafhængighed.” Her bruger de status-quo-undersøgelser til at vise, at støtten til uafhængighed hurtigst muligt nu er på 5,1% og var på 3,1% i 1994. Det er helt korrekt, at støtten til taiwansk identitet ikke kan oversættes til støtte for uafhængighed [Ref 2]. Omvendt kan status-quo-undersøgelser, der viser, at taiwanerne foretrækker status-quo ikke bruges til at udelukke, at taiwanerne ønsker uafhængighed.
Det som ikke kommer frem i bogen er, at status-quo netop er det tætteste som taiwanerne under de givne omstændigheder kan komme på uafhængighed, og at det nok er derfor, at støtten til status-quo er så markant. Det som ikke er med i bogen er, at hvis du giver taiwanerne et frit valg, vil de støtte uafhængighed med 72% [3] og et studie fra 2021 viser, at 70% af taiwanerne anser Taiwan som selvstændigt, og at der derfor ikke er brug for at erklære selvstændighed.
Regeringerne i Taiwan fra 2008 til nu
Bogen gennemgår perioden med præsident Ma Ying-jeou fra 2008 til 2016, og gengiver de aftaler som blev indgået med Kina, men nævner ikke det afgørende forhold, at aftalerne blev indgået uden om WTO. Det nævnes heller ikke, at Taiwans demokratiske stjerne falmede i samme periode. Regeringsperioden led under et stort tilbageslag i 2014, da unge besatte parlamentet. De unge var blandt andet utilfredse med, at en handelsaftale ville ”knytte Taiwan for tæt til Kina”. Hvor tæt kommer ikke frem, nemlig, at kinesere ville kunne arbejde i serviceindustrien i Taiwan, hvor cirka 60% af taiwanerne arbejder.
Når det gælder Taiwans nuværende præsident Tsai Ing-wen, nævner bogen intet om de mange nødvendige reformer som er foretaget internt i Taiwan, og hendes politik om at rykke fokus mod Sydøstasien handelsmæssigt nævnes blot ganske kort ligesom hendes fokus på vedvarende energi. I bogen udtrykkes den holdning, at det er mere væsentligt at fokusere på forholdet til Kina og omverdenen.
Bogen hævder, at Tsai Ing-wens politik har ”anlagt en offensiv diplomatisk linje”. Det er korrekt, at Tsai Ing-wen har forsøgt at skabe mere opmærksomhed omkring Taiwan i hendes anden regeringsperiode, men det var efter Kina intensiverede de militære aktiviteter mod Taiwan. Mange andre vil mene, at Taiwans nuværende præsident Tsai Ing-wen derimod er meget tilbageholdende, diplomatisk og pragmatisk over for Kina.
Bredere emner
Bogen fungerer godt, når den beskriver Taiwans politiske struktur, ytringsfrihed, medier, religion, covid-19, migration, familiemønstre og indførelsen af homoseksuelle ægteskaber. Hertil kommer en god beskrivelse af kampen for demokrati, der foregår i et netværkssamarbejde blandt speciel unge i Milktea-alliancen mellem Taiwan, Hong Kong, Thailand og Myanmar.
Bogen kommer også ind på forholdet til Danmark. Bogen beskriver, at Taiwan ikke har haft stor succes med ”officielle samarbejdsprojekter”, og at Taiwan derfor har brugt mere tid på ”skoler, afholde foredrag og arrangementer af mere kulturel art” og støtte op om de venskabsforeninger, der findes. Den ene er Dansk-Taiwansk Selskab, der arbejder tæt sammen med Taiwans repræsentationskontor. En anden forening er den, som undertegnede er formand i, nemlig Taiwan Corner, der korrekt ikke nævnes som havende et tæt samarbejde med Taiwans repræsentationskontor.
Afsluttende
Samlet set er denne bog ikke tilstrækkelig nuanceret og korrekt i sin dækning af væsentlige forhold og historiske begivenheder. Den indeholder for mange unøjagtigheder, hvilket gør det svært for læseren at få en klar forståelse af Taiwan. I en tid, hvor Kina truer Taiwans suverænitet, er der behov for mere nøjagtig information at diskutere ud fra. Det er ærgerligt, at denne bog ikke lever op til den opgave og ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt nøglebegreber og historiske forhold, der er centrale for en saglig behandling af Taiwan. Bogen er som tidligere nævnt tiltænkt gymnasiale uddannelser, universitetet og andre interesserede. Jeg finder bogen “Taiwan – politik, historie og samfund” uegnet til undervisning eller oplysning om Taiwan.
Reference
[1] Huang-Chih Chiang and Jau-Yuan Hwang, “ON THE STATEHOOD OF TAIWAN: LEGAL REAPPRAISAL”, Edited Peter C.Y. Chou, “The “One China” Dilemma”, Palgrave macmillan, 2008.
[2] Danielsen, Michael, “On the Road to a Common Taiwan Identity”, National Identity and Economic Interest, Edited by Peter C. Y Chow, Palgrave macmillan, 2012.
[3] Niou E, 2008, ”The China factor in Taiwan’s Domestic Politics” in P. Paolino and J. Meernik, Democratization in Taiwan – Challenges in Transformation (Hampshire, England: Ashgate), pp. 167-181.
