Only available in Danish.
Michael Danielsen: Taiwan har nemlig ikke ansøgt om observatørstatus ved konferencen, hvor ansøgningsfristen var 7. august. Herudover bliver det statsstøttede Industrial Technology Research Institute (ITRI) listet direkte som en del af Kina efter en symbolsk protest fra Taiwans side.
Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner
Publiceret i Berlingske på Fredag den 11. december 2009.
Kina-politik
Klimatopmødet danner derfor rammen om en sejrende ét-Kina-politik, hvor Danmark og Europa har lagt et årelangt og massivt pres på Taiwan for at acceptere en skæbne som en del af Kina. Derfor får Taiwan ingen invitation til klimakonferencen, men som noget nyt i forhold til tidligere internationale problemstillinger om Taiwans status, så støttes ét-Kina-politikken af den siddende taiwanske kinasøgende regering.
Ingen har dog spurgt den taiwanske befolkning, om den accepterer ét-Kina-politikken på trods af, at flere indikatorer afslører, at FNs klimakonference og Taiwans egen regering ikke formår at leve op til taiwanernes forventninger. Både lokalvalget i Taiwan 5. december og meningsmålinger fra regeringspartiet selv samt oppositionen viser alle en svigtende opbakning til den siddende regerings kinapolitik og til præsidenten. Herudover ønsker over 80 procent af taiwanerne ikke at være en del af Kina, uanset hvilken model, Taiwan tilbydes, hvilket burde vække eftertanke blandt beslutningstagere herhjemme og i Taiwan.
Taiwanerne har god grund til at klage over sin eksklusion fra klimakonferencen, men Taiwans regerings klage er hul i lyset af den manglende ansøgning om observatørstatus ved konferencen og i lyset af dens øvrige kurs mod tættere politisk tilknytning til Kina, der fører væk fra taiwansk selvbestemmelse. Overraskende støtter regeringen i Taiwan, ligesom Danmark, et-Kina-politikken og får derfor, hvad den selv beder om.
Mageligt for alle parter – undtagen de mennesker i Taiwan, der ønsker at bestemme deres egen fremtid.