Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner
Signalerne fra Taiwans nye regering viser, at international kontinuitet og politiske reformer i Taiwan kommer i fokus. Der skal populært sagt skabes en såkaldt AI-regering, der står for en aktiv og innovativ regering, der får fokus på resultater indenrigspolitisk efter et valg med økonomien i centrum.
Set udefra kan det virke overraskende, at Taiwan største udfordring har indenrigspolitisk karakter. Taiwanerne har midlertidigt levet med truslen fra Kina i mange år og hverdagen skal fungere.
Taiwan afholdt d. 13. januar parlament- og præsidentpræsident, men før vi dykker ned i de mange konsekvenser, er det afgørende at forstå valgresultatet og præsidentkandidaterne.
De politiske partier og parlamentsvalget
De vigtigste partier ved valget var Det Demokratiske Fremskridtsparti (DPP), Kuomintang eller Nationalistpartiet (KMT) og Taiwans Folkeparti (TPP).
Ved valget mistede DPP flertallet som det har fastholdt siden 2016, og KMT er nu det største parti med 52 sæder, efterfulgt af DPP med 51 sæder og TPP med 8 sæder. Resultatet var ikke overraskende og KMT vandt 14 ekstra sæder. TPP fik 3 ekstra og er nu afgørende for dannelsen af et flertal i parlamentet med 113 sæder. To uafhængige kandidater kom i parlamentet som mest sandsynligt stemmer med KMT.
KMT’s resultat er ikke så overbevisende, som det måske ser ud. DPP var kun 6 pladser fra et flertal, og i 7 områder tabte DPP kun med 3 procentpoint.
William Lai og hans vej til præsidentembedet i Taiwan
I Taiwan har præsidenten en central rolle, da det er præsidenten, der udpeger premierministeren, som har ansvaret for at sammensætte regeringen.
William Lai fra DPP vandt præsidentvalget med 40% af stemmerne. Han har tidligere været en stærk fortaler for Taiwans uafhængighed, men over årene blevet mere mainstream og han forventes, at fortsætte den nuværende udenrigspolitiske linje.
William Lai har en lang politisk karriere bag sig som premierminister fra 2017 til 2019 og borgmester i Tainan. Han har også været parlamentsmedlem i 11 år og den erfaring får han hårdt brug for i et parlament uden flertal til DPP.
Hou You-yi fra Kuomintang (KMT) og Ko Wen-je (TPP) var også kandidater. Hou fortsætter som borgmester i New Taipei City mens Ko får en markant rolle i årene fremover, hvis han bliver en nemmere samarbejdspartner.
På trods af deres forskelle var de tre kandidater enige om at opretholde status quo, afvise “et land, to systemer”-modellen, beskytte Taiwans suverænitet og betragter Republikken Kina (ROC) som et uafhængigt land. Denne konsensus understreger en bred politisk vilje til at bevare Taiwans selvstændighed.
KMT reagerede derfor heller ikke med begejstring over tidligere præsident Ma Ying-jeou udtalelser om, at når det kommer til forholdet mellem Taiwan og Kina skal man stole på Kinas præsident Xi. KMT holdt herefter Ma væk fra et større valgmøde.
Økonomien optager taiwanerne
For taiwanerne er de interne anliggender vigtigere end den geopolitiske dagsorden. Bekymringer om den økonomiske udvikling ligger klart i toppen efterfuldt af forholdet til Kina. Uddannelsespolitik, juridiske reformer og pensionsreformer ligger lige efter.
Årsagen til vælgerprioriteringen skal findes i økonomiske detaljer. Selvom Taiwans økonomi viser stærke makroøkonomiske indikatorer med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 3,1% siden 2016 og en arbejdsløshed på kun 3,3% – den laveste siden år 2000 – står Taiwan over for økonomiske udfordringer. Disse inkluderer høje leveomkostninger, et eskalerende ejendoms- og uddannelsesmarked, og en lønudvikling, der ikke matcher stigningen i leveomkostningerne.
I hjertet af Taiwans udfordring ligger i en økonomisk model baseret på omkostningsminimering, der undergraver potentialet for lønstigninger. En nøgle til løsningen er udvikling af en endnu stærkere vidensøkonomi, der spænder over hele værdikæden, fra produktion til markedsføring. Et sådant skifte vil ikke kun løfte lønningerne men også styrke Taiwans globale position.
Politiske reformer i Taiwan: En kurs mod fremtiden
De forskellige politiske partier har ikke overraskende forskellige visioner for, hvordan de økonomiske bedst imødekommes.
DPP lægger vægt på dybdegående reformer for at fremme Taiwans vidensøkonomi. DPP’s strategi fokuserer på at stimulere innovation og vækst gennem investeringer i nøgleområder som grøn teknologi, bioteknologi og Internet of Things (IoT). Imidlertid er sådanne reformer både tidskrævende og udfordrende, ikke mindst på grund af politisk indblanding i markedet, og succesen er endnu ikke fuldt realiseret.
På den anden side står KMT og TPP, der begge argumenterer for en mere markedsdrevet tilgang med et særligt fokus på forbedret handel og samarbejde med Kina, men de er ikke enige om grundlaget for et samarbejde med Kina. TPP har f.eks. et langt stærkere fokus på Taiwans selvstændighed end KMT.
Taiwans udfordrende internationale position
I den nuværende globale kontekst befinder Taiwan sig – ligesom resten af verden – i en udfordrende situation. Taiwans fremtid synes fortsat blive formet af ydre kræfter som USA, EU og Kina.
Det er imidlertid afgørende, hvem der sidder i regeringskontorerne, på trods af de internationale kræfter. Ukraine tjener som et markant eksempel på dette. Selvom Taiwan ikke er immun over for den globale politiske dynamik, har landets lederskab en betydelig indflydelse på, hvordan øen opfattes internationalt. I de sidst 8 år er Taiwan blevet opfattet som fredeligt, tilgængeligt og sympatisk, hvilket skaber kontrast til Kinas ofte aggressive opførsel.
Det er tydeligt, at omverdenen værdsætter stabiliteten i et DPP-ledet Taiwan. I løbet af de sidste 8 år er relationerne mellem f.eks. EU og Taiwan blevet styrket, som det ses i ministermøder i både Tyskland og Taiwan, øgede taiwanske investeringer i Europa, og hyppige besøg af europæiske politikere. Forholdet er ikke kun baseret på fælles værdier, men også på direkte økonomiske interesser, herunder investeringer og samhandel inden for computerchip- og vindmølleproduktion.
Hvor stiller det så Kina?
I den aktuelle geopolitiske kontekst står Kina over for et stadigt mere selvsikkert Taiwan, der nyder voksende international sympati. Denne udvikling repræsenterer en potentiel risiko for Kina — en risiko, set fra Kinas synsvinkel, for en permanent adskillelse fra Taiwan.
Status quo er en vej ud af problemstillingen. Begrebet “status quo” er dog problematisk, fordi det antyder en form for stabilitet, men i virkeligheden ændrer verden og forholdet mellem Taiwan og resten af verden sig konstant.
Forudsigelser om udviklingen mellem Taiwan og Kina er komplekse, og selvom jeg ikke forventer en invasion — hovedsageligt på grund af risikoen for militært nederlag og de økonomiske konsekvenser — vil Kina sandsynligvis over de næste fire år fortsætte med det økonomisk pres mod Taiwan, militærøvelser i varierende grad, leve med status quo defineret som de nuværende geografiske grænser, udbrede desinformation og presse lande og selskaber internationalt.
Dette vil demonstrere, at Kina fastholder sin ret til Taiwan og afventer muligvis et politisk skifte, som kunne gøre det muligt at tilnærme sig Taiwan fra en anden vinkel, hvis DPP taber præsidentvalget i 2028.
En anden kinesisk strategi fokuserer på positive omtaler af besøg i Kina. Det skete da Taiwans tidligere præsident Ma Ying-jeou mødtes med præsident Xi i april under en såkaldt fredsrejse. Her udtalte Ma, at begge sider er kinesere selvom 61,7% i Taiwan opfatter sig som taiwanerne. Politisk kan Kina bruge besøget både indenrigspolitisk og internationalt, hvor Kina er under øget internationalt pres. Besøget kan vise, at Kina er åben for dialog med taiwanere med de rigtige holdninger. Dialogvinklen blev styrket da 17 af KMT’s parlamentsmedlemmer efterfølgende besøgte Kina. Kina gjorde det under besøget tydeligt, at både 1992-konsensusen og et-Kina-princippet bør opretholdes af begge sider og dermed, at Taiwan er en del af Kina. Kinas ét-Kina-princip siger i modsætning til ét-Kina-politikkerne, at Taiwan er en del af Kina. 1992-konsensusen er brugt af Kina og KMT, og siger, at der er ét Kina, men der er forskellige opfattelser af, hvad dette Kina er for en størrelse.
KMT har ikke flertal i Taiwans parlament, og hverken DPP og TPP går ikke med til den slags formuleringer når det gælder samarbejder med Kina. Fremtidens løsninger ligger ikke i at genopfinde en fortid som taiwanerne ikke ønsker at være en del af.
Taiwans fremtid
I takt med, at Taiwan udvikler en stadigt stærkere selvbevidsthed, ser vi et Taiwan i en markant udvikling. De seneste begivenheder og politiske udviklinger inden for Taiwans grænser understreger et bredt ønske om selvstændighed og en dybere politisk bevidsthed, især blandt den yngre generation. Det står i skarp kontrast til den relative statiske syn internationalt, hvor ét-Kina-politikken fortsat er den herskende doktrin uden større nuancering eller tilpasning til nutiden.
Det er i dette lys, at vi bør reflektere over vores egne positioner: Er vi fastlåste i forældede og uproduktive perspektiver? Dialog, forståelse og respekt for taiwanernes reelle ønsker bør være hjørnestenene i vores tilgang til Taiwan.
