The world's forbidden country

Publiceret i Politiken d. 8. febur 2008
TAIWAN HAR I sit liv oplevet to store mirakler.
Et økonomisk mirakel har gjort landet til et af verdens rigeste samfund, og et politisk mirakel har gjort Taiwan til et demokrati. Derfor er det paradoksalt, at Taiwan i dag er verdens forbudte land, som ikke anerkendes internationalt. Og det til trods for, at Taiwan har sin egen selvstændige identitet og kultur – og igennem historien i langt overvejende grad har fungeret som en uafhængig nation.
Alligevel fører Europa en Taiwan-politik efter det store fastlands-Kinas opskrift, hvor Taiwan betragtes som en del af Kina. Sammen med Kina isolerer Europa Taiwan i internationale organisationer og udtaler sig imod taiwansk selvstændighed. EU har også været særdeles tæt på at ophæve våbenembargoen mod Kina, på trods af at Kina har 1.000 ballistiske missiler rettet mod Taiwan, og på trods af at Kina i 2005 indførte en antiløsrivelseslov, der tillader angreb på Taiwan.
Europa er tillige imod en taiwansk folkeafstemning om medlemskab af FN. Det er med andre ord en apartheidpolitik, der vanskeliggør Taiwans økonomiske udvikling og videreudbygning af landets velfærdsstat.
DANMARK OG DET øvrige Europa fører i andre dele af verden en politik til fordel for svage nationer og folkenes ret til selvbestemmelse. Hvad kan være årsagerne til, at Europa ikke giver Taiwan samme støtte?
Én af grundene til Europas politik kan være at få gunstige handelsaftaler og investeringsmuligheder i Kina. Hvis det er årsagen, sælger EU ud af sine egne helt fundamentale og grundlæggende værdier. Årsagen kan også være en anden og bestå af tre punkter, der skal være opfyldt, for at Europas politik giver mening: Dels at Europa identitetsmæssigt og kulturelt betragter taiwanerne som kinesere, dels at taiwanerne gerne vil være en del af Kina, og endelig, at Europa mener, at Taiwan altid har været en del af Kina.
Ingen af de tre punkter har hold i virkeligheden. Og dermed undergraver Europa sine egne værdier af frygt for Kina. Man efterlades med det indtryk, at der er en effektiv kinesisk lobby blandt akademikere, økonomiske aktører og blandt politikere – ikke mindst gælder det i Danmark.
BEGYNDER VI MED taiwanernes selvstændige identitetsfølelse, er den blevet markant stærkere efter demokratiets indførelse. Et af de populære spørgsmål, som taiwanere ofte konfronteres med, er, hvorvidt de er kinesere. Svaret er både ja og nej. Ja, fordi hovedparten af taiwanerne er etniske kinesere. Men nej, da langt de fleste taiwanere ikke identitetsmæssigt er kinesere.
Den fundamentale fejlslutning er jo at sætte lighedstegn mellem identitet på den ene side og race, sprog og fælles kulturel arv på den anden. Hvis sproget skulle legitimere integration af Taiwan og Kina, burde Brasilien også tilhøre Portugal, da begge lande har portugisisk som nationalsprog. Identitet skabes derimod af fælles sociale erfaringer – herunder økonomiske og politiske oplevelser.
DE SOCIALE erfaringer i Kina og Taiwan har været milevidt fra hinanden i de 110 år, som landene senest har været adskilt, og desuden har de to identiteter gradvist rykket sig længere og længere væk fra hinanden i nyere tid. Taiwan har oplevet en kontinuerlig industrialisering, mens Kina har gennemgået flere dramatiske historiske rutscheture. Taiwan er blevet demokratisk, hvorimod Kina fortsat er et diktatur.
Befolkningerne i Kina og Taiwan lever i dag i vidt forskellige sociale verdener og med forskellige erfaringer. De, som har været i både Kina og Taiwan, har oplevet en markant forskel i levestandard, som også statistikkernes tørre tal afslører ved f.eks. købekraften. Målt med økonomiske og sociale standarder vokser gabet mellem dem hvert år. Taiwans velfærdssystem tager vare om befolkningen i en grad, som man i Kina kun drømmer om. Taiwan var bl.a. det første asiatiske land, som indførte et nationalt sundhedssystem, hvilket i øvrigt er særdeles veludviklet.
DEMOKRATIET i Taiwan har været helt afgørende for at øge den taiwanske identitet. Det har åbnet op for en fri debat om netop den nationale identitet og generelt skabt større nationalfølelse og styrket kravet om international anerkendelse. Demokratiet tillader taiwanerne at diskutere sig selv, uden at et diktatur påtvinger en bestemt kulturel virkelighedsopfattelse. Den fri tanke i Taiwan har bl.a. medført, at henvisninger til Kina fjernes fra offentlige bygninger, og at historiebøger indrettes efter en taiwansk og ikke kinesisk virkelighed.
SELV OM den økonomiske integration mellem Kina og Taiwan er ganske omfattende, går den kulturelle og identitetsmæssige udvikling i hver sin retning. For specielt de unge taiwanere er Kina et ukendt land, som de ikke kan identificere sig med. Det ses bl.a. af de unges støtte til regeringspartiet DPP, der står for større selvstændighed. For alle aldersgrupper gælder, andelen, der føler sig som taiwanere, over de sidste ti år er vokset markant fra under 20 pct. til 45 pct. Andelen, som føler sig som kinesere, er nede på omkring fem procent. Samtidig er en kinesisk provinsmentalitet særdeles fraværende i Taiwan.
Taiwans kultur er heller ikke rent kinesisk, hvilket mange herhjemme kunne tro. Taiwans kultur består derimod af en synergi mellem kinesisk, japansk, vestlig kultur og endelig kulturen hos den oprindelige befolkning. Sprogligt taler f.eks. dele af den ældre befolkning ikke kinesisk, men taiwansk – samt japansk, som de skulle lære under den japanske kolonitid.
Taiwanerne har desuden gennem historien sat personfriheden meget højt, ligesom den fælles bevidsthed om kampen mod fremmed overherredømme må betegnes som et særpræg ved den taiwanske kultur. Drager vi tilbage i historien, stammer frihedstrangen fra de første emigranter, der kom til Taiwan for at søge efter et nyt liv, ligesom europæere udvandrede til USA. De så frem til et bedre liv som landmænd eller som frigjort fra kejserdømmet og fra diskrimination i Kina.
SPØRGSMÅLET om, hvorvidt taiwanerne ønsker at være en del af Taiwan, er nemt at svare på. Et overvældende flertal på omkring 70 – 80 pct. af taiwanerne vil ikke være en del af Kina, uanset hvordan man forestiller sig sammenlægningen. Det faktum har været gældende siden 1993, så Kinas tilbud om »et land, to systemer« har absolut ingen interesse i Taiwan. Desuden vil en Hongkong-model afskaffe Taiwans demokrati, for selv om Taiwan måtte få langt friere hænder end Hongkong, ville Taiwans frihed reelt være slut. Frihed eksisterer ikke, når man er forbundet med et diktatur.
Historisk kan der heller ikke argumenteres for, at Kina har ret til Taiwan. Kina har lige så lidt ret til øen som hollænderen eller japanerne, der har haft en langt længere og mere aktiv rolle i landet. Taiwan var kun en provins i Kina i ti år fra 1885 til 1895 og opnåede provinsstatus, fordi vestlige magter truede med at overtage Taiwan. Kina nægtede ganske enkelt at have jurisdiktion over øen. Taiwan havde dog været et præfektur under den kinesiske provins Fujian siden 1682. Imidlertid gemte kinesere sig det meste af tiden i deres officielle bygninger og overlod resten til taiwanerne selv.
Japanerne var på Taiwan i 50 år fra 1895, da Taiwan blev en japansk koloni. I den periode ophørte godsejerstridighederne, og kriminaliteten blev reduceret. Selv om japanerne undertrykte befolkningen, opnåede taiwanerne lokal indflydelse og en enorm modernisering.
Vi skal helt frem til slutningen af Anden Verdenskrig, før Kina igen finder interesse for Taiwan. Ved Cairo-konferencen i 1943 gives Taiwan til Kina uden at spørge taiwanerne om deres fremtidsønsker. Flere ser dette som et bevis på, at Taiwan er en del af Kina. Reelt svarer det dog til at gøre en lille mus til en stor elefant. Strategiske magtspil, krigen mod Japan og interne kinesiske politiske forhold var derimod de dominerende årsager til beslutningen. Hverken kommunisterne eller nationalistpartiet KMT havde ambitioner om Taiwan før 1942.
Den katastrofale overtagelse af Taiwan efter Anden Verdenskrig er et eksempel på taiwanernes smag for selvstændighed. Taiwan blev overtaget af den trængte kinesiske præsident Chiang Kai-shek, der befandt sig midt i en borgerkrig med kommunisterne og Mao. På kort tid oplevede taiwanerne et land gå fra orden til kaos. Chiang Kai-sheks regime dræbte op mod 28.000 mennesker og udførte direkte eksekveringer af eliten. Dette var dønningerne efter taiwanernes store oprør mod det nye regime den 28. februar 1947, som huskes den dag i dag. Efter borgerkrigens afslutning i 1949 flygtede Chiang Kai-shek og mange kinesere til Taiwan. Og Taiwan blev et selvstændigt land under navnet Republikken Kina (ROC) med sæde i FN’s sikkerhedsråd. Her repræsenterede Taiwan absurd nok hele Kina. Således sad de flygtede kinesere, Chiang Kai-Shek og hans nationalistparti KMT solidt på magten i Taiwan under en reel undtagelsestilstand frem til 1987.
I dagens Taiwan skaber den øgede taiwanske identitetsfølelse splid mellem de politiske partier. Regeringspartiet DPP har ført en aktiv identitetspolitik, som påvirker det taiwanske samfund meget bredt lige fra de første skoleklasser til universiteter og statsadministrationen.
Den stigende nationalisme går imod det nationalistiske parti KMT, som repræsenterer det stærke økonomiske mindretal, der ønsker at være en del af Kina. Hvis KMT vinder præsidentvalget til marts, vil identitetspolitikken i højere grad gå i retning af at være kinesisk frem for taiwansk.
Derfor er det paradoksalt, at partiet står relativt stærkt, når den taiwanske identitetsudvikling er stigende. Årsagen til KMT’s relative popularitet i Taiwan er bl.a., at partiet har opbygget et ry for at være et stærkere økonomisk parti end regeringspartiet. Det økonomiske renommé har KMT opnået til trods for, at Taiwan i forvejen står økonomisk stærkt og har en lav arbejdsløshed. KMT har meget tætte forbindelser til Kina, som de har forstået at udnytte. Kina har f.eks. tilbudt at øge landbrugsimporten fra Taiwan efter KMT’s besøg i Kina. Et træk som styrker KMT i de valgområder, der typisk tilhører regeringspartiet.
KMT fører da nærmest også en kinesisk identitetspolitik ved f.eks. at være imod, at Taiwans navn blev vist på verdens næsthøjeste bygning Taipei 101 før nytårsfyrværkeriet i år. Desværre vælger flere og flere taiwanere KMT i strid med deres eget ønske om taiwansk selvstændighed. En medvirkende årsag kan være, at taiwanere generelt undervurderer den reelle trussel fra Kina og allerede i dag betragter Taiwan som et selvstændigt land.
SPLIDEN mellem de taiwanske partier om identitetspolitikken er foruroligende, hvis man støtter Taiwans ret til at være et normalt land. En stærk fælles identitetspolitik vil appellere meget kraftigere til taiwanerne og verdenssamfundet. Og derigennem vil Taiwan stå stærkere over for den kinesiske militærtrussel og fare for at blive indlemmet i Kina. Kina udfører nemlig et aktivt lobbyarbejde i Europa og USA blandt akademikere og økonomiske aktører, så demokrati er ikke et tilstrækkeligt stærkt argument for at få opmærksomhed om Taiwans truede fremtid. Derfor bør de politiske partier i Taiwan indgå et samarbejde og en aftale om identitetspolitikken.
TAIWANs fremtidige status i verdenssamfundet bliver ofte opgjort til følgende tre alternativer: Uafhængighed, forening med Kina eller det nuværende status quo, hvor Taiwan er de facto selvstændigt. De første to løsningsforslag er urealistiske. Kina kan ikke acceptere selvstændighed, imens forening med Kina afvises blankt af taiwanerne.
Status quo er den nuværende ’løsning’, som både Europa og USA støtter for at undgå krig. Desuden påskønner Kina status quo, da Kina dermed kan fortsætte med at undergrave Taiwan militært, ved sports- og kulturbegivenheder og ved at udelukke Taiwan fra såvel politiske som finansielle internationale organisationer. Status quo er på længere sigt derfor en trussel mod Taiwan, medmindre partierne i Taiwan formår at finde en fælles langsigtet løsning, der styrker Taiwans position i verdenssamfundet.
Problemet med de to første løsningsforslag er, at de sigter mod endelige mål som enten er til fordel for Kina eller Taiwan. Der findes dog en fjerde midlertidig løsningsmodel, som kræver, at der sluges kameler i både Taiwan og i Kina – nemlig at en tredjepart skal deltage, hvilket hverken går imod KMT’s eller regeringspartiet DPP’s ønsker.
Modellen kan løbe i ti år og skal forhandles mellem Kina og Taiwan med tredjeparten som mægler. I korthed skal følgende gælde: 1) Kina fjerner alle missiler og trusler mod Taiwan 2) Taiwan erklærer ikke uafhængighed i aftalens periode og 3) Taiwan deltager i alle internationale organisationer, som ikke kræver national anerkendelse.
En version af løsningen er foreslået af Kenneth Lieberthal fra University of Michigan og kan indeholde andre elementer som flyforbindelser mellem de to samfund. Modellens styrke er, at den giver parterne mulighed for konstruktiv dialog og større gensidig forståelse i en ny politisk virkelighed.
EUROPÆISKE og danske politikere må forstå, at demokrati og menneskerettigheder i Taiwan ikke skal styres af europæisk eller dansk indenrigspolitik eller af kinesiske handelsaftaler. Derimod bør vi fokusere på demokrati og meningsfuld selvbestemmelse, som handler om 23 millioner menneskers fundamentale rettigheder. Ved Europas manglende indgriben i konflikten mellem Kina og Taiwan er der en overhængende risiko for, at vores passivitet undergraver de værdier, som vi selv har kæmpet for. Én ting er sikkert: Passivitet vil give Europa og Danmark moralske problemer, hvis Kina sætter en deadline for Taiwans forening med Kina efter de olympiske lege i Beijing. I det tilfælde vil Taiwans præsidentvalg om to måneder – den 22. marts – blive landets sidste frie valg.