Ja, nationen var engang en provins i Kina, men det var før Qingdynastiet i 1895 afstod den og Penghu-øerne for al evighed til Japan. Yes, the nation was once a province of China, but that’s before the Qing Dynasty in 1895 ceded it and the Penghu in perpetuity to Japan
Af Gerrit van der Wees Genoptrykt og oversat med tilladelse (reprinted and translated with permission)
English version can be found here…
Taiwan var engang en provins i Kina, men kun i en kort periode fra 1887 til 1895, og æraen lagde grunden til en særskilt identitet i Taiwan.
To hundrede år tidligere var Qingdynastiet i 1644 under manchurisk styre kommet til magten i Beijing og havde frataget Mingdynastiets herskere magten. Men på det tidspunkt var Taiwan under hollandsk kolonistyre gennem det hollandske Forenede Ostindiske Kompagni.
I april 1661 krydsede Mingdynastiets krigsherre Cheng Cheng-kung (鄭成功, også kendt som Koxinga), der selv var på flugt fra Qingdynastiets invasionsstyrker, over til Taiwan med omkring 400 skibe og 25.000 mænd og tog efter en ni måneder lang belejring af Zeelandia, et hollandsk fort i nutidens Tainan, kontrol over området.
Koxingas familiestyre varede ikke længe. I 1683 blev hans barnebarn, Cheng Ke-shuang (鄭克塽), besejret i et slag på den afsidesliggende ø Penghu (Pescadorerne) af den berømte admiral Shih Lang (施琅), som var den første embedsmand, der regerede Taiwan på vegne af Qingdynastiet. Så i 200 år blev Taiwan styret fra Fujian-provinsen i en turbulent periode kendt for at have en “opstand hvert tredje år og et oprør hvert femte” år, som en tjenestemand under Qingdynastiet erklærede på det tidspunkt.
GLOBAL HANDEL
I løbet af disse 200 år blev Taiwan en rolig afkrog med meget lidt interaktion med den globale økonomi. Dette ændrede sig i 1850’erne, da fremkomsten af dampskibet gjorde det muligt for vestlige nationer at rejse vidt omkring i verden. I midten af 1850’erne var den amerikanske admiral Perry og hans “Black Ships” i området og foreslog endda Washington at gøre Taiwan til et amerikansk handelscentrum, delvist for at imødegå andre vestlige nationers ekspanderende indflydelse i regionen, herunder Frankrig, England og Tyskland.
I begyndelsen af 1870’erne trængte Japans militær ind i området for at slå ned på lokale pirater, mens Frankrig fra 1884 til 1885 kortvarigt besatte det nordlige Taiwan. Den japanske ekspansion og den franske hændelse overbeviste Qingdynastiets hof i Beijing om, at det var nødvendigt at være mere opmærksom på Taiwan, og guvernør Liu Ming-chuan (劉銘傳) blev af hoffet bedt om at forberede sig på at gøre Taiwan til en selvstændig provins.
Lius første opgave var at forsøge at bringe den oprindelige befolkning under hans kontrol, så fra 1885 til 1887 gennemførte han tre store militære felttog, men mistede en tredjedel af sine mænd, mens i sidste ende kom kun en tredjedel af områderne med den oprindelige befolkning under hans kontrol. Alligevel blev Taiwan officielt erklæret en provins i Kina i 1887, og Liu blev landets første guvernør.
MODERNISERING
Da Liu kom til magten, indledte han en omfattende moderniseringsproces. Han følte sig begrænset af den gamle hovedstad Tainan – der var for mange små snoede gader – og foreslog at flytte hovedstaden til Taichung, hvor han fremlagde et net til en moderne by og begyndte at bygge mange nye bygninger, bymure, porte og kejserlige kontorer. Men en overskridelse af budgetterne satte imidlertid en stopper for projektet.
I de følgende par år gennemgik Taiwan dog en periode med hektisk modernisering: en moderne telegraflinje forbandt nord og syd, elektriske gadelys blev opført langs gaderne, en taxatjeneste med rickshaw blev indført og en moderne jernbane blev bygget mellem Keelung, Taipei og Hsinchu. Med hjælp fra europæiske handelshuse blev Taiwan igen et stort handelscentrum og eksporterede te, kamfer, sukker og ris.
Den fornyede interaktion med Vesten satte igen Taiwan på landkortet i Europa og hos den unge amerikanske republik. Små europæiske samfund spirede i Tainan og Taipei: handlende og missionærer oprettede skoler, klinikker og hospitaler. Missionær Thomas Barclay oprettede i Tainan det første trykkeri nogensinde, og begyndte at udgive Presbyterian Taiwan Church News.
Megen af denne nye vitalitet og innovation var mulig, da taiwanerne var grænsearbejdere og pionerere, som var meget mere åbne for innovation end de traditionsbundne kinesiske embedsmænd i Beijing.
SÆRSKILT IDENTITET
Liu accepterede desuden andre politiske meninger og hans politik begyndte at tiltrække intellektuelle fra Kina, der således undgik den undertrykkende atmosfære under det sene Qingdynastis styre. Blandingen af disse intellektuelle og lokale adelige skabte en blomstrende kultur for kunst og litteratur. Det resulterede i fødslen af en lokal identitet, der så sig selv som adskilt fra Kina. Dette dannede også en magtbase for den efterfølgende republik Formosa.
Men Lius politik og ekspansion skabte vrede og jalousi ved hoffet i Qingdynastiet. I 1891 blev han kaldt tilbage til Kina og trak sig tilbage til Anhui-provinsen. Han blev efterfulgt af Shao Yu-lien (邵友濂), der var guvernør indtil 1894. Shaos største bedrift var den endelige flytning af hovedstaden fra Tainan. Den endelige destination var imidlertid Taipei, som var blevet centrum for politisk aktivitet.
INKOMPETENCE
Shaos styre var mest kendt for den udbredte korruption og ineffektive ledelse. Han satte en stopper for og omstødte mange af de nye moderniseringsprojekter og innovative projekter, der blev påbegyndt af hans forgænger. Han blev beordret til at forberede Taiwan til forsvar mod Japan, men købte gamle og ubrugelige våben, og stak differencen i lommen. Til hans ære indførte han den berømte Liu fra “Black Flag”, som senere skulle komme til at spille en stor rolle for Republikken Formosa.
Den ineffektive Shao blev erstattet af guvernør Tang Ching-sung (唐景崧), der havde kæmpet mod franskmændene i syd. Tang havde kæmpet sammen med general Liu Yung-fu fra “Black Flag”, der modtog kommandoen over omkring 100.000 soldater.
SHIMONOSEKI-TRAKTATEN
Der udbrød imidlertid krig mellem Kina og Japan om herredømmet over Korea. Kina tabte, og under Shimonoseki-traktaten i 1895 overgav landet Taiwan til Japan.
Traktaten blev underskrevet på vegne af Qingregeringen af statholder Li Hongzhang (李鴻章). Ifølge bestemmelserne i traktaten anerkendte Kina Koreas selvstændighed, afstod Taiwan og Penghu for al evighed til Japan, betalte en enorm krigsskadeserstatning og åbnede havnebyer for handel.
Hjemme i Taiwan kom traktaten som en stor overraskelse. Hverken befolkningen eller embedsmændene var blevet hørt. Den 23. maj 1895 blev guvernør Tang overbevist af lokale adelige om, at han skulle udråbe den selvstændige Republikken Formosa, den første selvstændige republik i Asien. En ny regering blev indviet den 25. maj 1895.
Mens Taiwan i løbet af dette korte mellemspil på otte år faktisk blev regeret som en provins i Kina, blev der i denne tidsperiode samtidig grundlagt et mere solidt grundlag for en separat taiwansk identitet: en multikulturelt blandet kulturarv på baggrund af oprindelige folk samt hakka- og hokkien-kultur.
De tidligere bosættere var borgere i grænselandet og havde hovedsageligt beskæftiget sig med landbrug og lokal handel. Sammen med adelen havde de altid haft en uafhængighedstrang og ved flere lejligheder bekæmpet udenlandsk overherredømme. Intelligentsiaen og litteraterne, der ankom i slutningen af 1880’erne, rejste for at undslippe det kvælende klima i Beijing under manchurisk styre. Kombinationen [af disse grupper] viste sig at være en virkningsfuld blanding, som lagde kimen til både Republikken Formosa og den tidlige modstandskamp mod japanerne.
Gerrit van der Wees er forhenværende hollandsk diplomat. Fra 1980 til 2016 var han redaktør af Taiwan Communique.
