Only available in Danish.
Taiwanernes tillid til deres nye præsident er i bund. Kun et lille bitte mindretal vil følge hans ønske om at blive en del af Kina.
AF MICHAEL DANIELSEN
Publiceret i Politiken d. 25. maj. 2009
Taiwans nye præsident Ma har nu siddet et år i embedet, og allerede nu tegner der sig et billede af en præsident, som får et eftermæle som præsidenten, der indlemmede Taiwan i Kina.
EU og Danmark har arbejdet aktivt på denne udvikling med sin faste Taiwan-fornægtende ét-Kina-politik. Lettelsen var da også stor i de vestlige hovedstæder efter indsættelsen i maj sidste år.
Begejstringen er til gengæld begrænset blandt taiwanerne, da præsident Ma blev valgt på identitetsmæssige og økonomisk valgløfter, der nu er brudt, og han har derfor mistet troværdighed i befolkning med meningsmålinger under 30 procent i flere måneder.
Til trods for de skæbnesvangre konsekvenser for taiwanernes selvstændighed lytter EU, Danmark og den taiwanske præsident ikke til den taiwanske befolkning, selv om de udmærket er klar over, at udviklingen går imod taiwanernes ønsker. Der tegner sig således et trist billede af vestlige og danske politikere, der ikke længere støtter demokratiet som en fundamental værdi, der hverken kan eller skal gradbøjes. Et taiwansk demokrati under Kinas autoritære styreform er en illusion.
Taiwan er tidligere blevet hyldet til skyerne som det økonomiske mirakelsamfund, der er gået fra diktatur til demokrati under pres fra befolkningen, som ville afskaffe det autoritære regime. Men ved det første regeringsskifte i år 2000 til støtte for større selvstændighed blev dørene låst til verdenssamfundet, og Taiwan blev hængt ud som problembarnet i forholdet mellem Kina og Taiwan. Kinas tusind missiler og lovgivning, der tillader militære angreb på Taiwan, blev bagatelliseret.
Advarslerne om præsident Mas ønsker om forening med Kina har ikke manglet, og derfor må der være en stolt tilfredshed i Europa og Danmark over udviklingen og undertrykkelsen af taiwanerne.
Vi lever således i en tid med en historisk udvikling mellem Kina og Taiwan om er et overset militært og politisk brændpunkt. En udvikling, hvor Europa og Kina har taget førertrøjen sammen med politiske kræfter i Taiwan, der ønsker forening med Kina.
Men hvad er det for en udvikling, som nu udspiller sig for øjnene af os? De to helt centrale områder er for det første, at Taiwans præsident ønsker at gøre Taiwan kinesisk og vende udviklingen af en selvstændig taiwansk identitet. Det andet område er indgåelsen af en slags økonomisk frihandelsaftale, hvor Kina stiller den betingelse, at Taiwan accepterer ét-Kina-politikken og dermed indlemmes i Kina. Et krav, som Taiwans præsident i modsætning til befolkningen accepterer.
Et åbenlyst logisk spørgsmål er, om præsidenten ikke netop har fået mandat til denne udvikling med 58 procent af stemmerne ved sin valgsejr i marts 2008 og 72 procent af sæderne i parlamentet?
Svaret er entydigt nej, han har brudt sine valgløfter, og der er tydelige tegn på, at det økonomiske samarbejde med Kina og kinaficeringen af Taiwan står vinkelret på befolkningens ønsker. Det er velkendt, at politikere bryder valgløfter, men det er fatalt for Taiwan, når østatens suverænitet er truet.
Ser vi først på ønsket om at gøre Taiwan mere kinesisk, går præsidentens politik direkte imod hans egne valgløfter om en pro-taiwansk politik og støtte til det taiwanske samfund.
Efter valget har præsident Ma taget et dogmatisk greb om forfatningen og advokerer for, at Taiwan og Kina tilhører samme kinesiske familie. Taiwans forfatning taler om ét Kina, der består af Kina og Taiwan. Præsident Ma spiller på sin juridiske baggrund, og han ser verden ud fra lovteksten og ikke, som verden ser ud i virkeligheden. I denne verdensopfattelse er han præsident for både Kina og Taiwan, hvilket han har gentaget flere gange, og han omtaler forholdet mellem Kina og Taiwan som et mellem ’to områder’. Dette er en markant kursændring væk fra to-statsløsningen som de to tidligere taiwanske præsidenter advokerede. I hans optik er uafhængighed for Taiwan udelukket. Historisk set har præsidentens nationalistparti ønsket at generobre Kina, og set i det lys giver tilnærmelsen mening, hvis man naivt tror på, at man ved politiske bindinger på tværs af Taiwan-strædet kan ændre Kina indefra til at blive Republikken Kina, der er Taiwans officielle navn.
Selv i hverdagen får taiwanerne nu en anden version of Taiwans historie. Historieskrivningen i Taiwans officielle beskrivelse af sig selv starter nu i 1912 med fødslen af Republikken Kina i Kina. Det er til trods for, at Taiwan ikke var en del af Kina i 1912, men en japansk koloni. Den forrige regering startede med den oprindelige befolkning og fortsatte med hollændernes ankomst i det 17. århundrede.
Når taiwanerne i dagligdagen skal sende breve og pakker, hedder postvæsenet nu ’Kina-post’ og ikke Taiwan-post. Kina skal være på nethinden hver dag. Taiwans tidligere diktator Chiang Kai-shek, der kæmpede imod kommunisterne i Kina, hyldes nu igen med militære vagter foran den store statue af diktatoren i Taipei. Herudover ønsker regeringen at ændre menneskerettighedscentret, der bl.a. dokumenterer den grufulde historie fra nationalistpartiets overtagelse af Taiwan til demokratiseringen i løbet af 1980’erne til et ’kulturcenter’. Åbenlyst ønsker man ikke at udstille nationalistpartiet i et dårligt lys. Menneskeretscentret er tidligere retssal og fængsel for politiske fanger.
Historiske begivenheder skal også tildækkes som f.eks. forsøget på budgetblokeringer af en fond, der arbejder med massakren på taiwanere i 1947 udført af de ankomne fastlandskinesere.
Polemisk kan man argumentere for, at Taiwan er blevet mere kinesisk, efter at Taiwan er blevet kritiseret af internationale organisationer for brud på demokratiske rettigheder under demonstrationer og reduktion i pressefriheden. Østaten er faldet fra plads nummer 33 til 43 på Freedom Houses liste over frie lande. Demonstranter er blevet frataget det nationale flag under besøget af Kinas chefforhandler, og andre er blevet ført bort af ukendte personer med politiet som passive tilskuere.
Alt dette foregår samtidig med, at taiwanerne ikke ønsker at blive en del af Kina. Det ses af en måling, som er blevet udført siden 1993, og som igen viser, at over 80 procent af taiwanerne ikke ønsker at være en del af Kina. Antallet af taiwanere, som føler sig som kinesere, er nede på 5-6 procent af befolkningen.
Historien og kulturen er også på taiwanernes side. Taiwan har sin egen historie og unikke kultur og identitet, der er markant forskellig fra Kinas. Kina har kun haft Taiwan som provins i 10 år fra 1885 til 1895, og før 1885 var Taiwan i høj grad styret af taiwanske godsejere. Efter Anden Verdenskrig blev Taiwan ikke juridisk overgivet af kolonimagten Japan til nogen specifik modtager, men derimod brutalt overtaget af diktatoren Chiang Kai-shek og hans nationalistparti, som flygtede til Taiwan efter den kinesiske borgerkrig, ganske vist støttet af USA. Diktaturet så først sin ende i starten af 1990’erne.
Det andet hovedområde i den nuværende udvikling er indgåelsen af en slags frihandelsaftale mellem Taiwan og Kina. Her kan europæere forledes til at tro, at de genkender det europæiske økonomiske projekt, der har dannet grundlag for en fredelig sameksistens i Europa. Der er dog en helt afgørende forskel, nemlig at EU bygger på et samarbejde mellem selvstændige anerkendte stater, mens Taiwan ikke er et normalt internationalt anerkendt land. Taiwan er en demokratisk østat, som Kina kræver indlemmet i Folkerepublikken med militær magt, som det fremgår af anti-løsrivelsesloven fra marts 2005.
Samhandel er dog vejen frem til fredelig sameksistens, og det er også en af grundene til, at Taiwan og Kina over de sidste otte år har oplevet den største økonomiske integration nogensinde. Det var samtidig med, at Taiwan havde en præsident med Taiwans selvstændighed som endemål.
I forlængelse af denne integration har Taiwan på ét år i 2008 opnået at lave aftaler med Kina angående turisme, direkte flyforbindelser og indgået aftaler om postvæsenet. På deres sidste møde i april indgik de aftaler om bank- og finansverden, bekæmpelse af kriminalitet og udvidelse af flyforbindelserne. Herudover talte de om Kinas fremtidige investeringer i Taiwan.
Alle seriøse politikere i Taiwan er enige om, at der skal indgås en økonomisk aftale med Kina. Den markante forskel mellem regeringen og præsidenten på den ene side og oppositionen på den anden side gælder Taiwans suverænitet. Forskellen kan næppe være mere fundamental. Oppositionen støtter Taiwans uafhængighed, mens regeringspartiet og præsidenten ønsker forening med Kina.
Den nuværende ophidsede debat i Taiwan om en frihandelsaftale følger af, at Kina har stillet som betingelse, at Taiwan accepterer Kinas version af ét-Kina-politikken, der stipulerer, at Taiwan er en officiel del af Kina. Overraskende oplever taiwanerne, at deres præsident accepterer ét-Kina-politikken imod befolkningens ønsker. Han dækker sig ind under den såkaldte 1992-konsensus, hvor Kina og Taiwan – ifølge ham – begge accepterede eksistensen af ét Kina, men med forskellige opfattelser af, hvad dette ene Kina er for en størrelse. Ifølge præsidenten skal ét-Kina forstås som Republikken Kina, der er Taiwans officielle navn og består af både Kina og Taiwan. Det hele virker mere som en virkelighedsflugt. Hans udlægning er nemlig aldrig blevet bekræftet af Kina, og ’1992-konsensussen’ består af to pressemeddelelser, der aldrig er blevet underskrevet.
Taiwans præsident argumenterer også for, at en øget samhandel mellem Taiwan og Kina skal redde Taiwans økonomi, men det er dog også tvivlsomt, eftersom integrationen allerede er dyb, og samhandlen med Kina kun udgør 36 procent af Taiwans samlede udlandshandel.
På dette grundlang kan det ikke overraske, at regeringens ambitioner om en økonomisk frihandelsaftale har resulteret i en særdeles ophedet debat i Taiwan. Modstanden skyldes blandt andet, at kun 5-6 procent af taiwanerne føler sig som kinesere, og at 80 procent ikke accepterer ét-Kina-politikken som betingelse for en frihandelsaftale.
Regeringens egne målinger går i samme retning, og derfor ønsker regeringen ingen offentlig debat eller folkeafstemning. Den foretrækker derimod at bruge sit nuværende solide flertal på 72 procent af sæderne i parlamentet og styrke samarbejdet mellem nationalistpartiet, hvor præsidenten stammer fra, og det kommunistiske parti i Kina. Netop denne lukkethed er et karaktertræk ved præsidentens parti, der ikke ønsker dialog med oppositionen for at opnå den konsensus, som kan styrke Taiwan internt og udadtil.
Konsensus bliver der brug for, hvis præsidentens ambitioner om et fællesmarked med Kina skal blive en succes. Fortsætter præsidenten som hidtil, bliver det hans store fejltrin, for taiwanerne vil aldrig acceptere et fællesmarked, fordi det er lig med en Hongkong-løsning. Taiwans internationale position i et sådant fællesmarked vil blive reduceret til en region i Kina.
Taiwan skal gøre et eller andet for at udvide østatens internationale bevægelsesmuligheder, som er fastlåst i et såkaldt status quo, hvor Taiwans internationale position ikke må forandres. Det er til trods for, at Taiwan som et af de rigeste lande i Asien både kan og gerne vil bidrage til verdenssamfundet. Status quo passer nemlig ikke til en foranderlig verden, hvor f.eks. ASEAN-landene plus Japan, Sydkorea og Kina fra 2010 vil indgå et frihandelsfællesskab. Et fællesskab, som Taiwan isoleres fra af Kina.
Håbet hos Taiwans regering er, at en aftale med Kina kan give adgang til det nye asiatiske samarbejde eller ret til at oprette bilaterale aftaler. Det er dog ikke sket for Hongkong og Macau. Og netop frihandelsaftaler er hidtil blevet forhindret af Kina.
Taiwan kan undlade en frihandelsaftale og vælge at blive Asiens svar på Schweiz. Taiwans svar på fremtidens udfordringer kan derfor blive en tro på egne evner. Taiwan kan opretholde sin konkurrencedygtige vidensøkonomi og sit teknologiske og forskningsmæssige forspring ved at satse endnu mere på uddannelse, kreativitet og forskning.
Taiwans fremtid bliver dog ikke løst uden at inddrage befolkningen direkte og uden en stor aftale med eliten i Taiwan. De og mange andre må snart erkende, at et folk, som over lang tid har bevist, at de kan indgå internationale aftaler og styre deres eget land suverænt, også skal bestemme sin egen fremtid.
Den udvikling, vi ser i dagens Taiwan, hvor Taiwan går i retning mod indlemmelse i Kina, vil ikke føre til fred, men til en eksplosion af uro og demonstrationer i Taiwan. Den nuværende udvikling minder derfor ikke om et europæisk fredsprojekt, men om en verdens forældede politik, der truer et selvstændigt folk, fordi vi ikke længere tør gå imod Kina og kun tør støtte demokrati, hvor Folkerepublikken og vi selv ikke har økonomiske interesser på spil.
