Only available in Danish.
Det er nu et år siden, at Taiwan og Kina indgik en historisk frihandelsaftale under navnet ECFA. Aftalen blev sat i søen med store politiske ambitioner i Taiwan om øget handel og mere international plads til Taiwan. Et år efter eksporterer Taiwan cirka 41% til Kina men Taiwan er blevet yderligere isoleret internationalt til skade for den langsigtede udvikling.
Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner.
Publisheret d. 25. juli 2011. in Politiken.
Det er nu et år siden, at Taiwan og Kina indgik en historisk frihandelsaftale under navnet ECFA. Aftalen blev sat i søen med store politiske ambitioner i Taiwan om øget handel og mere international plads til Taiwan. Et år efter eksporterer Taiwan cirka 41% til Kina men Taiwan er blevet yderligere isoleret internationalt til skade for den langsigtede udvikling.
Ved aftalens indgåelse talte Europa og USA samtidig om fred mellem Kina og Taiwan. Aftalen har da også skabt et tættere forhold mellem den taiwanske og kinesiske regering. Taiwans regering har imidlertid kombineret tilnærmelserne til Kina med en politik, der i stigende grad fjerner sig fra befolkningen ved at føre en kinesisk kultur- og identitetspolitik i Taiwan, der går i mod det store flertals ønsker. Dette skaber ikke grobund for en fredelig og bæredygtig udvikling.
Ifølge Taiwans regering skulle handelsaftalen have sparket døren op internationalt men Taiwan er fortsat ikke velkommen i nuværende eller fremtidige internationale eller regionale frihandelsaftaler. I virkelighedens verden er det Kina som nu dikterer, at Taiwan kun kan indgå frihandelsaftaler med lande, hvor Kina allerede har aftaler som med f.eks. Singapore.
Taiwan har været isoleret i årevis siden landet selv valgte at blive smidt ud af FN under det tidligere autoritære styre. Taiwan står isoleret diplomatisk og militært men har haft relativt international frihed når det gælder handel, kultur og sport. Men Taiwan isoleres nu også i højere grad på det handelsmæssige område da adgang til den globale økonomi i stigende grad kræver adgang til frihandelsaftaler eller handelszoner med frihandel som ASIAN eller gennem den fremtidige aftale mellem Kina, Sydkorea og Japan, hvor Taiwan ikke bliver inviteret. Det er Kina som forhindre Taiwan adgang og det har handelsaftalen ikke ændret på.
Taiwans regering ledes af det kinesiske nationalistparti (KMT) med præsident Ma i spidsen, der sidder på et særdeles solidt flertal i parlamentet. Efter snart fire år ved magten har Taiwans regering ikke magtet at komme med nye ideer til hvordan Taiwan kan bryde den stigende internationale isolation. Regeringen mangler internationale visioner, der kan udnytte østatens kæmpe industrielle og teknologiske potentiale til at reducere den stigende afhængighed af Kina og mindske den høje arbejdsløshed ved at samarbejde yderligere med andre avancerede lande som USA og Japan, og EU.
Taiwans regering har blikket fast rettet mod Kina og har ikke været i stand til at formulere en tredje vej for Taiwan og synes mere interesseret i den forening med Kina som KMT i sidste ende ønsker.
Resultatet er, at Taiwan i stigende grad bliver betragtet som en del af Kina. Og i USA debatteres det om Taiwan er værd at forsvare, og Verdenssundhedsorganisationen WHO lister nu Taiwan som en provins i Kina. Herudover har Taiwan skabt usikkerhed om sit hårdt tilkæmpede handelsstatus som uafhængigt medlem af verdenshandelsorganisationen WTO ved at underskrive frihandelsaftalen med Kina som NGO, og ikke som et WTO-medlem.
Til trods for KMT’s intime relationer med Kina mangler regeringen evnen eller viljen til at skabe et troværdigt alternativ til sin politik. Derfor ignorerer regeringen at dens politik er uholdbar når den går imod det store flertals ønsker i Taiwan. Mere end 80% af taiwanerne siger nej til Kinas tilbudt om ét land, to systemer ligegyldigt, hvordan det er formuleret.
Alternativet er en ny tredje vej for Taiwan, som ikke fornægter dets komplekse historie, men giver mulighed for en frisk og fremadrettet tilgang til kinesiske og andre internationale relationer. En tredje vej bør være både pragmatisk og baseret på solide politikker i respekt for Taiwans internationale suverænitet.
En tredje vej vil blandt andre politikker adoptere en ambitiøs og aktiv strategi, der forsøger at undgå konsekvenserne af Taiwans isolation i regionale og internationale frihandelsaftaler og formindsker den stigende afhængighed af Kina.
Industriel afhængighed mellem Taiwan og et bredere sæt af lande vil klart reducere Taiwans risiko for at blive isoleret. Dette kræver, at Taiwan fremmer et endnu tættere samarbejde med andre udviklede lande og øger de direkte investeringer i disse lande. I denne proces bør Taiwan identificere sine kerneområder af ekspertise, og holde disse centrale dele af industrien i hjemme som nævnt af Peter CY Chow i en kommende bog i år ved forlaget Routledge. Desuden kan Taiwan styrke sin finansielle serviceindustri ved at samarbejde tættere med EU som påpeget af Copenhagen Economics.
Ved at tage en tredje vej kan Taiwan udvikle sig til at være en dominerende aktør inden for teknologi og service med mindre fokus på produkter med lav værdi. Meget mere forskning og innovation skal integreres i nye spændende produkter.
Taiwans udfoldelsesmuligheder hæmmes yderligere af Danmarks og Europas et-Kina politik. Det er en politik, der bygger på myten om Taiwans tilhørsforhold til Kina og som blev skabt i koldkrigstiden, og som i dag er motiveret af en række økonomiske incitamenter fra Kina. Ingen synes dermed at vise interesse for en ny politik, der støtter op om Taiwans demokrati med 23 millioner mennesker. Derfor må Taiwan i dag benytte sig af moderne internationale medier for at skabe en ny forståelse af Taiwans situation og hæve Taiwan op over den traditionelle anerkendelse af stater til en modernistisk forståelse af stater i en globaliseret verden.
