Only available in Danish.
På valgaftenen lørdag den 22. marts sad jeg i centrum af Taipei på en ny restaurant, der serverer klassisk taiwansk mad i en moderne og frisk indpakning. Vi havde dårligt påbegyndt middagen, før jeg fik besked om, at valget var afgjort – det var to timer efter valgstederne lukkede kl. 16.00.
Af Michael Danielsen, Formand for Taiwan Corner
Publiceret i Kinabladet nr. 38 Sommer 2008
På valgaftenen lørdag den 22. marts sad jeg i centrum af Taipei på en ny restaurant, der serverer klassisk taiwansk mad i en moderne og frisk indpakning. Vi havde dårligt påbegyndt middagen, før jeg fik besked om, at valget var afgjort – det var to timer efter valgstederne lukkede kl. 16.00.
Taiwans demokrati havde endnu engang vist sin styrke ved at afvikle et fredeligt præsidentvalg, hvor 76 pct. af vælgerne stemte. Et præsidentvalg, som var præget af indenrigspolitiske spørgsmål, og som bragte det gamle nationalistparti Kuomintang (KMT) tilbage til magten. Den kommende præsident, Ma Ying-jeou, havde lovet bedre økonomiske tider og førte en bedre valgkamp end regeringspartiet, Democratic Progressive Party, DPP. Sejren var ikke til at tage fejl af med 58 pct. af stemmerne til den kommende Kina-venlige præsident.
Taiwans demokrati er ungt og blomstrede op som følge af massive krav fra folket og på baggrund af internationalt pres. Frem til 1987 var Taiwan i undtagelsestilstand og ledet af Nationalistpartiet, der brutalt tog magten efter anden verdenskrig. Den reelt første politiske organisation i 1970’erne var „uden for parti” og blev i 80’erne bedre organiseret og rekrutteringssted for DPP. I begyndelsen af 1990’erne blev pressen frigivet og demokratiet indført.
Taiwans præsidentvalg bliver af flere vestlige observatører set i en konfliktoptik mellem Taiwan og Kina. En optik, som undervurderer de indenrigspolitiske forhold og risikerer at man misforstår taiwanernes ønsker. På trods af det betyder et regeringsskifte i Taiwan dog meget mere end en ny regering. Det kan betyde en kursændring i forholdet til Kina, hvad angår kultur, økonomi og militære trusler. Herudover påvirker stormagternes interne spil Taiwan. Den åbenlyse støtte fra USA og EU til Nationalistpartiet skal ses som et ønske om at tæmme det såkaldte „problembarn” Taiwan. Implikationerne af valget er dermed langt mere vidtrækkende end de indenrigspolitiske dimensioner, som taiwanerne fokuserede på under valget.
Præsidentvalgets betydning Begynder vi med selve præsidentvalget, er valget uhyre vigtigt, da præsidenten udpeger regeringen uden om parlamentet. Balancen i Taiwans politiske system er styret af øens semipræsidentsystem, hvor parlamentet lovgiver og kan give præsidenten et mistillidsvotum. Som reaktion kan præsidenten derefter opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Et sådant system fungerer optimalt, når præsidenten har flertallet i parlamentet. Det har dog ikke været tilfældet under den afgående præsident Chen Shui-bian, idet Nationalistpartiet havde flertallet sammen med sine støttepartier. Og i taiwansk politisk tradition forværres ubalancen af en manglende samarbejdskultur og ulyst til kompromiser på tværs af partier. Resultatet af valgkampen har skabt den optimale situation for Nationalistpartiet som med parlamentsvalget i januar sidder solidt på 72 pct. af sæderne, på alle udvalg i parlamentet og nu også på præsidentposten fra 20. maj 2008. Med sine to støttepartier har nationalistpartiet sikret sig de 75 pct. af sæderne, som skal til for at ændre forfatningen. Det hidtidige regeringsparti, DPP, der er det eneste reelle oppositionsparti, er med andre ord blevet reduceret til en ubetydelig lille mus.
Valgkampens hovedtemaer
Selve valgkampen har stået imellem to jurister. Regeringspartiets kandidat var Frank Hsieh, som er født i 1946 i Taiwan, og Nationalistpartiets kandidat Ma Ying-jeou, født i 1950 i Hong-Kong. Lige som den nuværende præsident har de begge været borgmestre. Frank Hsieh var borgmester i Taiwans næststørste by, Kaohsiung, fra 1998 til 2005, og Ma Yingjeou styrede hovedstaden,Taipei, fra
1998 til 2007.
Begge har ført en valgkamp, som var langt mindre farverig end i 2004, hvor der var utallige gadeaktioner og masser af støjende valgvogne i gadebilledet. Det var i hvert fald indtrykket i ugen op til valget i Taipei. Det bekræftes også af, at partierne havde flyttet valgkampen til de forskellige medier som fjernsyn, aviser og internet.
Det altdominerende hovedtema var økonomien, men samlet set var derfire afgørende hovedtemaer:
• økonomien
• et fastlåst parlament
• korruptionsskandaler
• udbredt irritation over præsident Chens bemærkninger om, at identitet er vigtigere end økonomi.
Begge partier ønsker at forbedre økonomien ved at åbne yderligere op for investeringer og direkte flyforbindelser mellem Kina og Taiwan. Den essentielle forskel imellem partierne er, at regeringspartiet DPP har fremhævet, at det vil opretholde Taiwans nationale interesser og vil ophæve firmaernes 40 pct. begrænsning i investeringer i Kina, men kun ved en vurdering fra sag til sag. Nationalistpartiet har omvendt argumenteret for, at denne „sag til sag“-begrænsning hæmmer taiwansk økonomi, og
at Taiwans nationale interesser garanteres ved partiets tre nej’er: nej til at forsøge forening med Kina i valgperioden, nej til taiwansk selvstændighed og nej til brug af magt i forhold til Kina.
Nationalistpartiet ønsker på sigt at skabe et fællesmarked mellem Kina og Taiwan. Som en start på fællesmarkedet skal taiwanske investeringer i Kina øges, Kina investerer i taiwanske ejendomme, og kinesiske eksaminer godkendes. Dette er DPP imod. Derimod er de enige om, at flere turister fra Kina skal kunne besøge Taiwan.
Når økonomien har været højt på dagordenen, skyldes det flere års stagnerende lønninger i job, som ikke er eksportrelaterede. Et lønstop, som har ramt flere unge og svingvælgere. Taiwans økonomi er stærkt eksportorienteret, så hvis flere lønninger skal stige, kræver det en øget indenlandsk efterspørgsel. Nationalistpartiet har en stor plan med 12 projekter, hvor jernbanevæsenet udbygges med 230 milliarder kr., og hvor de private investeringer øges med det samme beløb. I de næste otte år skal BNP stige med 660 milliarder kr.
Taiwans burde være i recession med en sådan ekspansionistisk finanspolitik. Men Taiwans økonomi er sund og stiger med 5,7 pct. om året med en arbejdsløshed på under 4 pct. Sammenlignet med Danmark er købekraften stort set den samme, og Taiwan er blandt de 20 stærkeste økonomier i verden med en af de laveste uligheder i Asien. Flere økonomer påpeger, at Taiwan befinder sig i en overgangsfase til en vidensøkonomi, der traditionelt medfører omvæltninger. Derfor har DPP-regeringen da også udvidet antallet af uddannelsesinstitutioner og stimuleret
højteknologiske industrier og forskningscentre.
Når det lykkedes at overbevise befolkningen noget andet, skyldes det, at Nationalistpartiet har været dygtigt til at sammenligne nutidens lavere vækstrater med de højere vækstrater i 1980’erne og 1990’erne og i dagens Kina. DPP har fejlet ved ikke at påpege kraftigere, at Taiwan er markant mere udviklet end Kina og for 20 år siden havde en væsentlig anderledes økonomi.
Korruptionsskandaler har ramt DDP hårdt, idet partiet historisk har været det rene parti i modsætning til Nationalistpartiet, der har været notorisk korrupt. Korruptionsskandalerne har været tæt forbundet med store taiwanske virksomheder. Præsidentens kone har været i retten beskyldt for at have modtaget gaver fra et stormagasin mod politiske aftaler, hvilket ikke kunne bevises. Chen selv er også anklaget for misbrug af hemmelige fonde, men har som præsident immunitet. Flere analytikere påpeger, at uigennemskuelige hemmelige fonde er et levn fra diktaturets tid, som der skal ryddes op i.
Taiwansk eller kinesisk identitet
Den hidtidige præsident Chen er blevet meget upopulær med bemærkninger
om, at identitet er vigtigere end hverdagsproblemer. Dette er blevet opfattet som arrogance.
Præsidenten har i de sidste otte år fremhævet taiwansk identitet. Strategien
har været at bevidstgøre taiwanerne yderligere om deres egne rødder
og dermed blive mindre modtagelige for kulturelle påvirkninger fra den stærke økonomiske integration med Kina. Alle undersøgelser viser, at han på det punkt har haft stor succes. I praksis har han sat skub i ændringen af historiebøgerne ved at fokusere på taiwansk historie og kultur frem for kinesisk, og stimuleret
taiwanernes lyst til at studere deres egen kultur og sprog på universiteterne.
Derudover har han med stor synlighed markeret sin politik ved hjælp af navneændringer, f.eks. er inden for postvæsenet China Post erstattet med Taiwan Post. Internationalt har han forsøgt at sætte Taiwan på verdenskortet med en selvstændig identitet til stor irritation for USA og EU og naturligvis Kina. Dette sætter taiwanerne stor pris på, men det kan ikke stå alene uden en stærk økonomisk
politik.
Imidlertid er det en overvurdering af præsidentens indflydelse at give ham skylden for økonomien. Nationalistpartiet har gentagne gange blokeret for ellers fornuftige lovforslag.
Kinas påvirkning af valget
Kina har denne gang brugt en anden taktik til at påvirke Taiwans valg. Kina har tidligere råbt truende højt eller sendt missiler mod Taiwan i håbet om at skræmme vælgerne til at stemme på den mest Kina-venlige kandidat, men med den direkte modsatte effekt. I stedet bruger Kina nu sin stigende økonomiske magt til at lægge
pres på taiwanerne.
En af strategierne har været at presse store taiwanske firmaer ved at „opfordre” dem til ikke at støtte DPP. Dette er sket for computerproducenten Acers direktør, Stan Shih, der måtte trække sin støtte til DPP tilbage og give Kina økonomiske bidrag for
at beskytte Acer i Kina. Direktøren for den store virksomhed Chi Meigruppen
støttede åbenlyst DPP i 2004, hvorved gruppens forretninger i Kina led skade. Det er også velkendt, at taiwanske forretningsfolk i Kina frygter, at deres familier taler
over sig under middage med kinesere.
Nationalistpartiet har meget tætte forbindelser med Kina, hvilket har medført en aftale om at øge landbrugseksporten til Kina. Dette er interessant, fordi landmænd typisk støtter DPP. Med aftalen oplevede landmændene, at Nationalistpartiet leverede
en aftale, som DPP ikke formåede.
Folkeafstemning om medlemskab af FN
Samtidig med præsidentvalget var der to folkeafstemninger om medlemskab
af FN, men begge faldt til jorden på grund af for lille valgdeltagelse. I DPPs forslag skulle Taiwan ansøge FN om medlemskab under navnet Taiwan, mens Nationalistpartiet foretrak Republikken Kina eller et andet passende navn.
Det virker derfor paradoksalt, at Nationalistpartiet er imod folkeafstemninger
og boykottede begge ved at fremhæve, at de skaber splid i Taiwan og skader økonomien. Nationalistpartiet forhindrede også en anonym afstemning med kravet om, at vælgerne skulle gå til et separat valgbord.
Taiwan efter valget
Med valget af Ma Ying-jeou har taiwanerne valgt en præsident, der ønsker
Taiwan forenet med Kina, eftersom det fortsat er Nationalistpartiets politik. Og uanset de indenrigspolitiske årsager til valgresultatet vil dette tegne Taiwan de næste fire år, og Taiwan vil blive mere kinesisk. Ma har praktisk talt fuldstændig kontrol over
det politiske system. Samtidig er langt hovedparten af medierne styret af Nationalistpartiet. Lykkedes det ham at kontrollere fraktionerne internt
i Nationalistpartiet, kan han ændre Taiwan markant.
Verdens øjne hviler nu på Kina, som ikke længere kan undlade forhandlinger
med Taiwan. Imedens følger taiwanerne Mas økonomiske politik, så parterne vil derfor hurtigt tage hul på forhandlinger om økonomi og transportforbindelser. I forhandlingerne vil kineserne som modydelse sikkert kræve en neddrosling af den taiwanske identitet.
Kina har en antiløsrivelseslov, der tillader militære angreb på Taiwan, hvis øen ikke på et tidspunkt bliver en del af Kina. Derfor kan det ikke udelukkes, at Kina sætter en deadline under forhandlingerne, som passende kunne være 2017, der er året for Hong Kongs demokratisering. Foreningen kan ske ved at lave et Storkinesisk Marked, hvilket Nationalistpartiet støtter. Desuden har Nationalistpartiet ikke de store nationale bekymringer vedrørende Taiwans navn, så derfor vil et Storkinesisk Marked få betydning for Taiwans internationale position.
Det er en overfortolkning af valgresultatet at tro, at taiwanerne ønsker samme udvikling. Taiwanernes identifikation med Taiwan er så fremskreden, at den ikke kan vendes om til fordel for en kinesisk identitet. 80 pct. af befolkningen ønsker ikke modellen „et land, to systemer”, uanset hvordan denne model ville komme
til at se ud. (Taiwans Mainland Affairs Council, målt siden 1993). Ved et frit
valg vil taiwanerne foretrække selvstændighed i samme størrelsesorden,
nemlig 80 pct. Ligeledes viser alle taiwanske undersøgelser igennem de sidste ti år enstemmigt, at antallet af taiwanere, der identificerer sig med Taiwan, er steget markant til 45 pct., mens antallet af taiwanere, der identificerer sig med Kina, er faldet til 5-6 pct. De sidste undersøgelser stammer fra december 2007. (National Chengchi
University, Taiwan). 42 pct. procent stemte ikke på Ma, og avisanalyser, som Taipeh Times har foretaget, viser, at mange stemte i protest mod det hidtidige regeringspartis økonomiske politik.
Taiwans demokratiske fremtid Taiwan er et ungt demokrati, der stadig ligger under for stærke kræfter fra Nationalistpartiets minoritetsdiktatur. Efter mit skøn har partiet svært ved at affinde sig med, at dets indflydelse er mindsket efter demokratiets indførelse. Nationalistpartiet har på trods af demokratiets indflydelse formået at
bibeholde væsentlig kontrol over medier og store pengesummer. At partiet
føler sig krænket ses af, at partifæller er gået så langt som til at sammenholde
DPP med Hitlers Tyskland for at så tvivl om DPPs troværdighed.
Unge demokratier med stærke etniske spændinger er ikke langtidsholdbare. Og når Ma kalder præsidentens navneændringer på Chiang Kai-sheks mindesmærke for ulovlige og accepterer ethvert navn for Taiwan internationalt, er der lagt op til fortsat etniske stridigheder. Taiwan har imidlertid brug for en selvstændig og samlende identitet for at stå stærkere internationalt.
