Only available in Danish.
Danmarks misforståede Et-Kina politik er med til at blokere for Taiwans optagelse i det internationale samfund, ikke mindst den manglende accept af landet i Verdenssundhedsorganisationen kan give problemer for det reelt selvstændige land
Af Michael Danielsen, ph.d.
In Danish only – Publiceret i Information d. 25. juli 2007
Taiwan fejrer 10 års jubilæum i forsøget på, at bliver medlem af verdenssundhedsorganisationen WHO, der afholder generalforsamling fra d. 13. til d. 23. maj. Nærmest som en tradition blokerer Kina hvert år for Taiwans befolknings fundamentale ret til hjælp og aktiv deltagelse i løsningen af verdens mange sygdomme og epidemier. Kina bruger dermed WHO i et politisk stormagtsspil til at isolere Taiwan, som i andre internationale organisationer. 23 millioners menneskers ret til sundhed betyder tilsyneladende intet i den sammenhæng. Selv Danmark ønsker ikke Taiwan som en del af WHO.
Kina blokerer Taiwans ansøgning til trods for, at landet kun ansøger om observatørstatus til WHO. Modsat fuldt medlemskab kræver et observatørstatus ikke, at Taiwan anerkendes som en land. Observatørstatus vil trods alt tillade Taiwans befolkning deres fundamentale ret til international adgang til WHO’s netværk af ekspertise. Et netværk som Røde Kors kan optages i, mens et velfungerende demokrati som Taiwan må stå uden for døren.
Det er velkendt, at verdensomspændende sygdomme som SARS ikke kender til politiske uenigheder. Politik kan dermed blive en direkte trussel mod Taiwan, når WHO på den ene side skal respektere, at Kina uretmæssigt anser Taiwan som en provins i Kina, og når Kina på den anden side holder sygdomme som SARS hemmelige. Den direkte konsekvens har allerede været, at Taiwan i vid udstrækning har håndteret SARS selv. Og under det store jordskælv i 1999 var Taiwan uden WHO’s hjælp.
Taiwans sundhedssystem er særdeles veludviklet, og som det første land i Asien har det dækket hele befolkningen siden 1995. Men selv veludviklede lande har brug for assistance som Storbritannien under kogalskab. Som medlem af WHO kan Taiwans unikke udvikling på sundhedsområdet og store forskningsinvesteringer i de sidste 30 år bidrage som et foregangsland for mange andre asiatiske lande.
Forkert dansk holdning
På den baggrund er det svært at forstå, at Danmark også blokerer for Taiwans ansøgninger. I december 2003 forsøgte Enhedslisten, SF, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti at opnå dansk støtte til Taiwans ambitioner om observatørstatus. Resten af folketinget valgte at bakke ud og brugte et-Kina-politikken som en behagelig undskyldning.
Folketingets flertal efterlader dermed det indtryk, at Danmarks position er dikteret af Kina og hensynet til den kinesiske samhandel. Der er nemlig intet, der taler imod, at Taiwan deltager i internationale organisationer. Taiwan er allerede medlem af verdenshandelsorganisationen WTO, den asiatiske samhandelsorganisation APEC og underskriver af regionale fiskerikonventioner. Herudover mener EU ikke, at observatørstatus i WHA strider imod et-Kina-politikken. Og på hjemmefronten kan Danmark godt adskille Kina og Taiwan. Danmark har haft en lukrativ beskatningsaftale for kinesiske studerende, der ikke er blevet udstrakt til studerende fra Taiwan.
Et-Kina-politikken er et levn fra Den Kolde Krig som bør have langt større international bevågenhed, før verden mister Taiwans demokrati. Et resultat som vil skade Taiwan og Vestens politiske og moralske støtte til verdens spirende demokratier. Kinas Taiwan-politik i er en reaktion på ubehandlede nationale følelser, der stammer fra den kinesiske borgerkrig. Herudover har Kina omkring 800 missiler rettet mod Taiwan, og Kinas hvidbog fra 2000 viser, at magtanvendelse er en mulighed. Rent historisk har Taiwan kun været en kinesisk provins fra 1885 til 1895. Kinas postulerede ret til Taiwan er historisk set yderst tvivlsom. Hertil kommer, at Taiwan over de sidste mange år har udviklet en stærk selvstændig identitet og styrket deres demokrati og frie presse. Specielt de unge betragter sig som taiwanere og Kina som et fremmed land.
Begge parter i konflikten bryder sig ikke om situationen af vidt forskellige grunde. Men dialog mellem parterne er en forudsætning for fremdrift. Den nuværende status quo, hvor Taiwan de facto er en selvstændig nation er den pragmatiske løsning til et alternativ, som ingen ønsker. Men et-Kina-politikken må trækkes ud af dens smalle tolkning og tillade Taiwan plads i verdenssamfundet.
Politikken fungerer som en effektiv stopklods for rationel og fornuftig politik. Og den truer Taiwans sundhed. I Taiwan ønsker 95 procent af befolkningen medlemskab af WHO, og skal ønsket opfyldes, kræver det støtter fra flere nationer. Danmark bør gå forrest, og skabe opbakning i EU for alles ret til sundhed. Vi skal sætte grænser for den pragmatiske politik over for autoritære lande som Kina og engagere os med vores grundlæggende værdier i behold.
