Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner
Du er taiwaner eller kineser afhængig af dine personlige resurser og hvordan myndighederne vurderer din situation individuelt. Taiwanere kan altså få forskellige nationalitet selvom de begge er fra Taiwan. Det klæder ikke Danmark som retsstat ikke have objektive og ens kriterier for registrering af nationalitet fra samme land.
Som det fremgår af Berlingske d. 7. november om udviklingen af registreringen af taiwanere så vil taiwanernes nationalitet afhænge af hvilke argumenter som taiwanerne kan finde frem på 14 dage om hvilke konsekvenser ændringen til nationalitet Kina kan betyde for dem og det skal dokumenteres fra myndigheder. Men hvordan vil den enkelte taiwaner argumentere for et hypotetisk, men ikke urealistisk scenarie, hvor du f.eks. screenes som kineser ved en forskningsansøgning og dermed er i risiko for ikke at komme i betragtning? Og hvorfor skal du ikke også få nationalitet Taiwan selvom det ikke er din situation, at du vil ansøge om en forskningsstilling?
Nye taiwanere til Danmark
Der kommer taiwanere til Danmark løbende for at studere, som udvekslingsstudenterende, for at forske eller af kærlighed.
Hvis taiwanere som allerede er i Danmark, får godkendt, at de har nationalitet Taiwan må det også gælde de som ankommer til Danmark da de også kan blive udsat for lignende problemstillinger. Det er ikke myndighedernes tilgang i dag. De som kommer til Danmark for første gang, får nationalitet Kina.
Vi i Taiwan Corner ser ikke, at der skal være en forskel i behandlingen af taiwanere som allerede er i Danmark og de som kommer løbende.
Styres ét-Kina-politikken af udenrigsministeriet?
Et er at taiwanerne kan være både taiwanere og kineser og noget andet er Danmarks udenrigspolitik.
Det fremgår af Berlingske, at et brev til taiwanerne nævner paragraf 40e som “ som ifølge lovteksten giver styrelsen mulighed for at foretage den »endelige registrering« i “egne systemer”.
Det kan forstås som, at det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der beslutter ét-Kina-politikken i Danmark og ikke udenrigsministeriet. Det giver ingen mening.
Det betyder tilsyneladende, at SIRI dermed kan beslutte om et-Kina-politikken, som de andre EU-lande og USA benytter, skal følges eller om vi skal lægge os op af Kinas ét-Kina-princip.
Det er netop Kinas ét-Kina-princip som Danmark læner sig mere op ad når taiwanere kommer til Danmark og får nationalitet Kina. Det er i tid med, hvor Kina lægger enormt militært og politisk pres på demokratiske Taiwan. Men er det SIRI som skal lægge den udenrigspolitiske linje når det gælder Taiwan?
Det store spørgsmål er, hvem der har startet dette rod. Det fremgår dog af det seneste samråd med tidligere udlændinge og integrationsminister, at Danmark nu tolker ét-Kina-politikken mere i retning af Kinas ét-Kina-princip.
Der er ikke længere sammenhæng i Danmarks ét-Kina-politik og hvem styrer udenrigspolitikken når det gælder Taiwan? Bør det ikke være udenrigsministeriet? Det mærkelige ved det hele er også enegangen i EU. Hvorfor?
