Is Taiwan fast drifting towards China?

    Posted on: 2012-11-18

Is Taiwan fast drifting towards China?

Den Kina-venlige politik fra Taiwans regering er bekymrende. Trods de mildere vinde mellem  Taiwan og Kina har taiwanerne ingen kinesisk provinsmentalitet og ønsker ikke at være en del af Kina. Udviklingen og den fred, som opleves, er derfor ikke bæredygtig, når Taiwans regering bevæger sig længere væk fra taiwanernes nationale identitetsfølelse.

Publiceret i Politiken d. 7. november 2012.

Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner

SOM BEKENDT kræver et lederskifte i Kina fuldstændig ro på bagsmækken. Rumlen og eventuelle besværlige udråb om ret til selvbestemmelse fra Taiwan er der derfor ikke plads til, når den enorme drage skifter leder.

Kina kan derfor være godt tilfreds med de sidste fire års udvikling i sit forhold til Taiwan, der har bevæget sig mod Kina, mens Kina fastholder, at Taiwan er en provins i moderlandet. Det giver de nye ledere ro til at fokusere på de langt større udfordringer på hjemmefronten, og intet tyder derfor på en kursændring over for Taiwan.

FOR NYLIG besøgte Kinas viceminister for transport, Xu Zuyuan, et taiwansk kystvagtskib, og det illustrerer tydeligt, hvor intimt forholdet er blevet mellem Taiwan og Kina, der i de seneste år har forfulgt en politisk kurs med øget økonomisk integration. Parterne forventes desuden snart at oprette gensidige repræsentationskontorer. Intimiteten forstærkes yderligere af, at regeringerne helt åbent taler om ét fælles land.

Kina har siden starten af 1980’erne tilbudt Taiwan det velkendte ’ét land, to systemer’. Et tilbud, der skulle give langt mere frihed til Taiwan, end Hongkong nyder i dag. Taiwans version efter præsidentvalget lyder overraskende beslægtet, når Taiwans premierminister, Sean Chen, taler om ’ét land, to områder’.

BEVÆGELSEN mod Kina understøttes yderligere af en række handelsaftaler og den samlede politiske udvikling i Taiwan. Eksempelvis omlægges undervisningen i de taiwanske skoler til at fokusere markant mere på klassisk kinesisk kultur og historie frem for den særegne taiwanske historie. Regeringen styrker også de kulturelle og sportslige bånd på det mellemfolkelige niveau mellem Kina og Taiwan. Bevægelsen mod Kina ses også af de vidtrækkende  handelsaftaler, der fremstår som interne kinesiske aftaler. Den historiske handelsaftale fra sommeren 2010 er f.eks. endnu ikke sendt til ratificering hos Verdenshandelsorganisationen, WTO, til trods for at begge er fuldgyldige medlemmer.

Kritikken har også været rettet mod den seneste aftale om beskyttelse af taiwanske investeringer i Kina. Aftalen tilbyder reelt ikke en international voldgift, som det ellers er normen i lignende aftaler. Aftalen tilbyder i mange henseender ikke mere, end Kinas interne lovgivning gør.

Hvad har udviklingen betydet for Taiwans demokrati? I tiden under præsident Ma er Taiwan faldet på de internationale ranglister for demokrati. Den uafhængige presse synes også at have lidt nederlag i år efter taiwanske, men prokinesiske forretningsfolk har opkøbt to betydningsfulde medieselskaber.

Taiwans internationale selvstændighed har ikke vundet på udviklingen. Den kommende frihandelsaftale med Singapore bliver f.eks. kun en realitet, eftersom Singapore allerede har en frihandelsaftale med Kina, og det samme gælder forhandlingerne med New Zealand.

Taiwans selvstændighed lider også i Verdenssundhedsorganisationen, WHO,når Kina nu årligt godkender Taiwans observatørstatus. Taiwans deltagelse er samtidig minimeret og står i skærende kontrast til engagementet, der fandt sted under den tidligere afhængighedssøgende regering.

TAIWANS STORE oppositionsparti, DPP, støtter ganske vist også handelsaftaler med Kina, men tager udgangspunkt i beskyttelsen af Taiwans nuværende internationale suverænitetsstatus.

IFØLGE DPP bør den historiske handelsaftale sendes til WTO, og beskyttelsen af taiwanske investeringer i Kina skal være international. DPP ønsker yderligere dialog med Kina, og vi vil formodentlig se nye initiativer på den front i de kommende år, men DPP vil fastholde Taiwans ret til uafhængighed.

Præsident Ma kan med en vis ret hævde, at taiwanerne bakker op om hans politik, da han blev genvalgt med 51,6 procent. Præsidentens tilhører partiet KMT, der nyder massive fordele. De kan bedre fremstille sig selv som det sikre kort i finanskrisen over for Kina, og partiet har enorme finansielle beholdninger til valgkampe fra den autoritære tid, der aldrig er blevet tilbageleveret. Hvad siger taiwanerne så til den politiske kurs?

Rent statistisk siger over 80 procent af taiwanerne nej til tilbuddet om ’ét land to systemer’. Den taiwanske identitet er vokset under præsident Ma, og derudover vil 74 pct. af taiwanerne ved en folkeafstemning stemme ja til, at Taiwan bliver et selvstændigt land, hvis Kina respekterer udfaldet.

OVERSAT TIL godt dansk har taiwanerne ingen kinesisk provinsmentalitet og ønsker ikke at være en del af Kina. Udviklingen og den fred, som opleves, er derfor ikke bæredygtig, når Taiwans regering bevæger sig længere væk fra taiwanernes nationale identitetsfølelse.

Taiwans valgresultat skyldes flere faktorer på den indenrigspolitiske front under en krise, et fortsat kinesisk pres af både økonomisk og militær karakter og af en manglende politisk støtte fra specielt EU og USA.

Spørgsmålet er, hvornår taiwanerne siger stop for denne udvikling, der med tiden vil erodere deres ret til selvbestemmelse? Den nuværende udvikling kan opfattes som en ny dynamisk  konstruktion mellem Taiwan og Kina.
Dens holdbarhed og Taiwans sammenhængskraft vil dog slå revner, når taiwanerne for alvor mærker, at det internationale samfund opfatter den nye konstruktion som ’ét land, to systemer’.

I dag ligger Taiwan økonomisk i bunden blandt 12 asiatiske lande med en præsident, der ikke kan genvælges, og som slår bundrekorder i popularitet. Spørgsmålet er, om Taiwans selvbestemmelse skal reddes af fremtidige nye politiske vinde i Taiwan som følge af en enøjet satsning på integration med Kina.